Festival for fugle og folk på toppen af Danmark

tirsdag 7. maj 2024
Med et håb om lune vinde fra syd og øst, der vil sende et varieret fugletræk nordpå med chancer for spektakulære rovfugle og sjældne arter, byder Skagen Fuglestation og DOF BirdLife velkommen til tre dages Fuglefestival i Skagen.
af Jan Skriver

IMG 4991
Festivalens hovedtema er Skagens fugletræk, hvilket også har gjort det nordjyske område internationalt kendt blandt de europæiske ornitologer. Foto: Skagen Fuglestation. 

Et arrangement, der første gang fik luft under vingerne i maj 2006, er klar til at lette nok engang. På torsdag Kristi Himmelfartsdag klokken 10 bliver der ved Det Grå Fyr og Skagen Fuglestation budt velkommen til Fuglefestival. Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF BirdLife) vil holde åbningstalen.

I løbet af torsdag, fredag og lørdag vil der være mulighed for at opleve ringmærkning på tæt hold, høre foredrag med nyt fra fugleforskningens verden, se en udstilling med ”Himmelske Portrætter”, købe grej til fugleturen og blive guidet af erfarne observatører.

Sidste år deltog cirka 2.000 mennesker i arrangementet, hvis absolutte hovedtema er det fugletræk, som har gjort Skagen internationalt kendt blandt europæiske ornitologer. Som altid er vejret en joker i løbet af de tre festivaldage, der har fællesskabet med fugle i det fri som omdrejningspunkt.

Varme vinde fra syd og øst, tak

- Vi håber på alt andet end blæst og heldagsregn. Efter en kold april krydser vi fingre for højere temperaturer her i maj. Men selv om foråret har været koldt og regnfuldt hos os, så gav varme sydpå i Europa og Afrika rekordtidlige ankomster i Skagen af flere arter sangfugle blandt andet skovsangere. Ønskescenariet for festivaldagene er tørvejr med lunde vinde fra syd og sydøst, for det giver traditionelt det bedste fugletræk af især bredvingede rovfugle over Skagen og måske uventede sjældne arter, siger Simon S. Christiansen, der er forstander og naturvejleder på Skagen Fuglestation, der bliver drevet af DOF BirdLife.

Fuglefangster og foredrag

Hver morgen fra solopgang og fem timer frem vil der være ringmærkning ved Kabeltromlen i krattene på Grenen, hvor ringmærkere med licens fra Statens Naturhistoriske Museum står klar.

Det er primært småfugle, der vil gå i nettene.

Hvis heldet er ude, vil gæsterne på festivalen kunne få nærkontakt med både almindelige og måske meget sjældne fugle.

Ravnstrup so Lovsanger DSC0223 foto Peter VadumRingmærkning af løvsanger. Foto: Peter Vadum. 

Over middag vil der hver dag være foredrag på festivalpladsen. Torsdag vil biolog Lars Bo Jacobsen fortælle om GPS-mærkning af stor hornugle, mens Hans Christophersen, der er DOF BirdLifes artskoordinator for kongeørnen, vil give en status for artens danske ynglebestand.

Fredag vil Lisa Vergin fra Aarhus Universitet fortælle om GPS-mærkning af tajgasædgæs, mens DOF’s formand Egon Østergaard vil holde foredrag om aflæsninger af farveringmærkede måger og terner. Han vil også komme ind på, hvordan man kan hjælpe vendehalsen til at yngle i Skagen-området.

Alle festivaldage vil ornitologen Oluf Lou i Fyrhavehuset fortælle om det seneste nye fra felten.

Ture til havet, Milen og skoven

I Skagen kan alt ske på fuglefronten. Området er og bliver Danmarks mest varierede træksted særligt om foråret. Der er altid noget at kigge efter over havet, enten det er fra Nordstranden eller på begge sider af Grenen.

Om foråret kan der fiske store antal af smukke suler tæt på kysten.

- Vi har 15 frivillige til at guide de besøgende, enten det vil ske omkring ringmærkningen eller på turene omkring Skagen, siger Simon S. Christiansen.

Turene går til Grenen, gennem Reservatet, til Gyvelstien syd for byen og til Råbjerg Mile. Desuden er der aftentur til Skagen Klitplantage, hvor der vil være en chance for at høre natravnen.

Se det fulde program for Skagen Fuglefestival her

Læs også: Spækhuggere er mulige sidegevinster på fugleture i Skagen 

Yderligere oplysninger:

Simon S. Christiansen, forstander og naturvejleder, Skagen Fuglestation
Tlf. 40 21 73 14

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00